Opløsningen og dermed billedets klarhed forbedres, efterhånden som pixelstørrelsen falder, og antallet af pixels øges. Den mindste homogene smule farve, der udgør et computerbillede, er kendt som en pixel. Du kan se de pixels, der muliggør fremkaldelse af billedet, ved at zoome ind på et hvilket som helst af billederne. De fremstår for øjnene som små rektangler eller firkanter i sort, hvid eller forskellige gråtoner.
Mængden af lys, der absorberes af lysfølsomme komponenter, øges med pixelstørrelsen, hvilket resulterer i forbedret følsomhed uden forvrængning eller lavere billedkvalitet. Desuden afhænger hvor høj kontrast billeder, der vises, af pixelstørrelsen. Bedre opløsning opnås på bekostning af følsomhed og formindskelse af størrelsen. Følsomheden forbedres med stigende størrelse, men opløsningen falder.
Variationen af farver eller gråtoner, der kan vises på farveskærme, afhænger af, hvor mange bits der bruges til at repræsentere hver pixel. Tre celler udgør hver pixel: en rød, en blå og en grøn. Den samme pointe deles af alle disse. Billedets opløsning bestemmer kvaliteten.
Oftest er en pixel udtrykt med 8 bit (28 farver), 24 bit (224 farver, 8 bit hver farvekanal) eller 48 bit (248 farver); Endnu større dybder udnyttes i professionel billeddigitalisering og professionel fotografering, hvor de altid er angivet som bitværdier pr. farvekanal frem for som summen af de 3 kanaler. Den første mulighed er den mest almindelige, hvor 8-bit er reserveret til fotografier af høj kvalitet, der kun er tilgængelige i gråtoner eller med 256 farver i en palet for dårlig farvekvalitet; 24-bit er den mest populære og høje kvalitet, og den bruges i de fleste fotografiske billeder.
